Mette Asaa trækker sig som redaktør af hjemmesiden og den del, der drejer sig om at udgive artikler (erstatningen for det tidligere medlemsblad ”RePlikker”), og derfor har vi brug for nye kræfter til at tage over.
Hjemmesiden administreres for tiden af to medlemmer af bestyrelsen: Michael Grankvist Sørensen, der er foreningens kasserer og som har ansvar for at opdatere hjemmesiden med formalia (referat af generalforsamling, kursusbeskrivelser, kontaktinfo, medlemslister osv.), og Mette Asaa, der har ansvar for med jævne mellemrum at udgive artikler på hjemmesiden.
Om jobbet
Det er et virkeligt spændende arbejde, der giver masser af redaktionel erfaring og inspirerende kontakter i teater- og dramaundervisningsmiljøet. Tidsforbruget bestemmer man lidt selv. Det har været en ambition at udgive en artikel om måneden i løbet af et skoleår, men hyppigheden afhænger af mængden der kommer ind.
Arbejdet består primært i at få idéer til indlæg, temaer og artikelserier for dernæst at indsamle bidrag ved at tage kontakt til kollegaerne i foreningen eller andre dramakyndige skribenter og endelig at layoute og udgive artiklerne på hjemmesiden. Det er altså ikke hensigten, at redaktøren selv skal skrive indlæggene, selvom det selvfølgelig er tilladt også selv at bidrage med skriverier i det omfang, man har tid og lyst.
Hjælp til at komme i gang
Som redaktør af hjemmesiden kan man altid sparre med medlemmerne i Dramatiklærerforeningens bestyrelse, og Mette vil selvfølgelig være behjælpelig med overleveringen og introduktion til redigering af hjemmesiden. Derudover er der også god støtte at hente til det tekniske fra Johannes hos Alfanova, som er udbyderen af vores hjemmeside. Han svarer meget hurtigt på mails og er enormt sød til at hjælpe med opsætning og eventuelle tekniske udfordringer undervejs.
Tøv ikke med at springe til! Man kan også sagtens være mere end en person til at dele tjansen, og det kan ovenikøbet være hyggeligt at arbejde sammen.
Kontakt Mette på mail: [email protected], hvis du er interesseret – også hvis du i første omgang blot ønsker flere detaljer eller har spørgsmål.
De bedste hilsner med ønsket om en god skolestart!
/Dramatiklærerforeningens bestyrelse